Hesbjerg Børneteaters historie

Børneteatret er udsprunget af Hesbjerg, en kunstnerlandsby beliggende rundt om et gammelt slot ved Blommenslyst på Fyn, hvor mange kunstnere har slået sig ned. Teatret startede i 1978 som Hesbjerg Børneteater, hvor både voksne, børn og dukker var med i forestillingerne. Musik, scenografi, teaterdukker og kostumer var altid selvkomponeret. Teatret spillede med skiftende besætning indtil 1984 deres eventyrlige forestillinger rundt om i landet, på skoler, biblioteker, i børnehaver og kulturhuse.
Tidligere forestillinger:
Mutters Have, Lyset og Mørket, Den Syngende Sten, Klodshans og Skov Eventyret.
Disse forestillinger er beskrevet i “Hesbjerg Øko-samfund”, Bind 4 i serien “På Eventyr med Kunsten”

 

I år 2000 blev Hesbjerg Børneteater genetableret af Birgit Rastrup og Viggo Sommer, nu som Hesbjerg Dukketeater. Scenen var een scenografi, sat på en gammel kakkelovnsskærm, som dukkerne bevægede sig ind og ud af. Stykkerne blev spillet i mørklagte lokale, hvor vi selv styrede lyset.
Birgit førte og spillede de små dukker, mens Viggo lavede musik til forestillingen på banjo, klarinet samt mange andre sjove instrumenter.
I samarbejde med filmproducent Hans Wessing lavede vi en CD med de 3 fingerdukke forestillinger af H.C. Andersen, Fyrtøjet, Tommelise og De vilde svaner, så de små dukker kunne ses i stor størrelse. Der er stadig få eksemplarer tilbage til salg for 100 kr.

 


Senere lavede vi forestillingen Nattergalen frit efter H.C. Andersen, hvor dukkerne nu er hånddukker, og Birgit er med på scenen.
“Niels Holgersens vidunderlige rejse gennem Sverige”, frit efter Selma Lagerløf, lavede vi som ren skyggeteater.
I 2020 mistede vi desværre Viggo Sommer, og Dukketeatret blev hans magi, en elsket skuespiller og musiker mindre.
Indtil en stedfortræder er fundet, fortæller Birgit nu selv eventyrerne med sine dukker og ved at aktivere publikum, store som små til at synge og spille med i eventyrerne.
Hesbjerg Dukketeater er medlem af:
fra 2004 af DATS Dansk amatørteater samvirke.
fra 2006 af UNIMA, Union Internationale de la Marionette
fra 2015 af Dragekompagniet, der laver teater m.m. med udsatte børn, bla. på væresteder.

 

BIRGIT RASTRUP
Er dukke-spiller og dukkefører i forestillingerne. Hun laver sine egne teaterdukker og scenografi, og har været med i Hesbjerg Børneteater fra 1978, som skuespiller, dukkefører og scenograf.
Hun var med i eventyrfilmen “Lyset og Mørket “som heksen Hanna, der fortæller historien.
Fra 2002 til 2006 var hun heks i Fyrtøjet ved H.C. Andersens Paraden i Odense.
Hun har deltaget i flere kurser igennem Dats og Unima i drama, masker og teaterdukker!
samt deltaget i Nordisk Fortæller Seminar i Vordingborg i 2022, og i nordatlantiske myter og fortællinger på Fortæller Akademiet, Mors højskole 2024.

 

 

Hesbjerg Dukketeater spiller Tommelise under egetræet på Hesbjerg Gøglertræf 2018.