Stig Sommer / CV

Stig modellerer, pastel tegning, af H. C. Nielsen
30 x 24 cm. 1974.

 

Stig Sommer blev født i Randers d. 1 august 1911 og døbt Osvald Stig Sommer Nielsen i Sct. Mortens Kirke, Randers.
Faren var malermester Jens Nielsen, kaldet fatter Jens og moderen Pouline Kristine Poulsen. Stig var den yngste ud af en søskendeflok på 6. Alle de ældre brødre blev håndværksmalere og drog som navere rundt i Europa. Hele familien tegnede, malede, sang og spillede musik. Det var en livlig familie, hvor fatter Jens senere i hjemstavnsforeningen skrev “Randerssangen”.
Da det var nøjsomme tider blev maden, især bøfferne særligt fordelt. Den ældste fik en hel bøf, de næste en halv, og der var kun en lille bid tilbage til den yngste.

Lille Osvald (Stig) var som barn i lange perioder sengeliggende med gigtfeber, og der begyndte han at tegne og male. Han var på grund af helbredet nødsaget til at få en frisøruddannelse! Det huede ham ikke, han ville hellere drage på valsen ligesom brødrerne. Stig sejlede tit i kajak med bror Axel på Gudenåen, Randers og Mariager Fjord, ja endda helt til Århus i stormvejr.
Som marinesoldat på skibet “Fylla” på vej til Island, smed han som opvasker for kadetterne hele serviset ud igennem koøjet. Han kom i kachotten, hvor han tilbragte tiden med at skære en model af skibet “Fylla”i træ. Han blev meget inspireret af den islandske natur.
I begyndelsen af 2. verdenskrig cyklede han til Hamborg, hvor han kunne få job som barber. Når tyskerne sagde Heil, sagde Stig Hej. Han barberede også de døde, da skægget stadig vokser efter døden.

Krigen udviklede sig og han cyklede hjem til mor i Randers. Fatter Jens og de fleste af hans søskende var flyttet til København for at få arbejde. Stig flyttede med og fik sin egen frisørsalon i Istedgade; og som den kunstneriske sjæl han var, blev han en dygtig damefrisør. Hver måned lavede han udstilling i vinduet med sine malerier, og senere brændte han sine skulpturer i kakkelovnen, så kunderne altid havde det GODT varmt.

I 1942 fik Stig en lille yndig praktikant i sin salon AnneLise Olsen, hun blev fastansat i hans salon og senere hans store kærlighed og inspiration. De giftede sig i december 1946 og fik sønnen Viggo på en solrig 2. maj 1947. AnneLise (kaldet Jytte) kom fra en kunstnerfamilie på Frederiksberg, der talte bla. maleren Cilius Andersen, hans datter og svigersøn malerne Ruth og Jacob Meyer, der ofte boede i Italien og portrætfotografen Anna Otto, der fotograferede kgl. skuespillere. I AnneLise`s barndomshjem mødtes mange fra teateret og kunstens verden.

Stig og familien boede først i Saxogade, flyttede derefter til Milanovej, Amager, hvor han blev vinterbader først i Rysensteens Badeanstalt så i Helgoland på Amager Strand. Vinterbadningen helbredte hans gigtfeber. I 1954 købte han et sommerhus i Skovlunde. I 1963 blev sommerhuset revet ned og erstattet af et helårshus.

I 1961 solgte Stig sin frisørsalon og fik et år efter i 1962 job som porcelænsmaler først på porcelænsfabrikken Danmark, så Bing & Grøndal og tilsidst på Den Kongelige Porcelænsfabrik, hvor han var ansat indtil september 1978, da han gik på pension.

Han arbejdede videre med sin egen kunst helt til sin død d. 2. august 1984. Trods stor travlhed i salonen og senere på Den Kongelige Porcelænsfabrik, anvendte han enhver ledig stund til at lave skitser, tegne og male. Huse der stod for nedrivning i det gamle København havde især hans interesse. Stig var autodidakt, han havde lært kunsten hjemmefra. Hans streg var naturalistisk og personlig. Han var medlem af :

Kunstnersammenslutningen Paletten

Kunstnersammenslutningen af 25 okt.1948

Kunstnersammenslutningen PYK

Skovlundemalerne

Brøndums Grafiske Værksted

 

og havde adskillige seperatudstillinger.

Senere begyndte han at lave små skulpturer. Han blev undervist af billedhuggerne Harald Isenstein og Ernst Ebberlein. Stig`s yndede motiver var heste og legende børn. Han lavede mange unikke skulpturer og brugte hjemmelavede teknikker, så man troede figurerne var lavet af enten sten, træ eller bronze. “Ikke en dag uden en streg” var Stig`s motto. Han brændte dem i en hjemmebygget ovn i sin have. En proces, der med brænding og afkøling tog 24 timer. Stig udstillede sine skulpturer i København, Jylland og Fyn, bla. sammen med gruppen “Folk og Fæ “ fra Hesbjerg, hvor også hans søn Viggo Sommer og svigerdatter Birgit Rastrup deltog.

 

Stig med staffeli i haven Skovlunde. Foto 1981.

Udstillinger

1949. Kunstnersammenslutningen af 25 okt. ” Paletten” hotel Kronprinsen Hillerød
1950. Kunstnersammenslutningen af 25 okt. ”Paletten” hotel Kronprinsen Hillerød.
          Bingers Kunstkhandel. København.
1953. Kunstnersammenslutningen af 25 okt. ”Paletten” hotel Kronprinsen Hillerød.
1950 – 62. Seperatudstillinger på Gallerier i København.
1962. Galleri Punkt 14 , Store Strandstræde København.
1962. Bing & Grøndahl
1965. Skovlundemalerne på Skovlunde skole
1966. Kunstnersammenslutningen PYK , Frederiksberg Badmintonshal
1972. Galleri E, Nyborg
1972. Fyns Forum, Odense
1976. Børkop Rådhus
1976. Gårdslev Kunstforening